Lad mig tale. Afbryd mig ikke. Jeg har ikke tid til at lytte til dig. Præcis klokken seks i eftermiddag kommer de og henter mig. I morgen tidlig er jeg her ikke længere. Jeg vil befinde mig et sted som ingen kender. Denne rejse går til et ukendt sted, et sted som ingen mennesker på jorden kender, selv ikke konger, prinser, herskere eller politiet. At skulle derhen fylder mig med stolthed. Jeg søgte altid efter noget, der kunne gøre mig stolt. Noget der kunne gøre mig bedre end andre mennesker, især bedre end jordens herskere. Hvis jeg i avisen så billeder af nogle af disse mænd, kunne jeg ikke undgå at spytte på deres billeder. Jeg var godt klar over, at jeg bare spyttede på en avis, som jeg egentlig skulle bruge til at beklæde mine køkkenskabe. Men jeg spyttede alligevel på billederne, og lod spyttet tørre ind i papiret.

Enhver som så mig spytte på billederne, ville nok tro, at jeg kendte hver enkelt mand personligt. Men det gjorde jeg ikke. For jeg er blot en kvinde. Ingen enlig kvinde vil være i stand til at kende alle de mænd, hvis billede figurerer i aviserne. Lige meget hvad var jeg intet andet end en succesfuld prostitueret. Og ligegyldig hvor succesfuld en prostitueret nu end er, kan hun ikke kende alle mænd. For hver mand jeg nogensinde har mødt, har jeg haft samme ønske. At løfte mine hænder op i vejret, og smadre dem ned i hans ansigt. Men jeg var prostitueret, og alt for bange for at løfte mine hænder i vejret. Jeg skjulte min frygt under et lag makeup. Fordi at jeg var succesfuld, var min makeup udelukkende af den fineste og dyreste kvalitet, ligesom den makeup som hæderlige overklassekvinder bar. Mit hår var lavet af en professionel frisør, der udelukkende klippede kvinder fra overklassen. Farven på min læbestift var altid naturlig og anstændig, den kunne både vise og skjule mine læbers forførende kraft. Omkring mine øjne lagde jeg en tynd præcis streg, der både virkede tiltrækkende og afvisende på samme tid, den samme slags streg som overklassekvinder, der er gift med mænd i højtstående positioner. Det var kun mit hår, makeuppen og mine dyre sko, som tilhørte overklassen. Jeg selv tilhører middelklassen, med mit eksamensbevis fra gymnasiet og mine fortrængte ønsker. Men jeg blev født ind i underklassen, min far var en fattig bonde. Han kunne hverken læse eller skrive. Det eneste, han vidste noget om i livet, var at dyrke jorden. Eller hvordan man sælger en forgiftet bøffel inden den dør, hvordan man sælger sin jomfru-datter inden hun omkommer, hvordan han kunne stjæle fra sin nabo, før naboen ville stjæle fra ham, hvordan man bukker sig for borgmesterens hånd uden at skulle kysse den. Hvordan man hver eneste nat slår sin kone så hårdt, at hun ligger med ansigtet mod jorden. Hver morgen ville han tage en helt ren galabeya på og tage til fredagsbøn i moskeen. Efter bønnen så jeg ham gå blandt de andre mænd, der alle lignede ham. De talte om fredagsbønnen. Om hvordan imamen i moskeen var en stor taler og retoriker. De gav ham en nærmest hinsides, mirakuløs karakter. For er det ikke sandt, sagde de, at det er en synd at stjæle, at mishandle er en synd. Det er forbudt at slå, lydighed er en pligt. Kærlighed til fædrelandet er en pligt, og at vise kærlighed til landets leder er det samme som at vise kærlighed til gud. Må gud beskytte kongen eller præsidenten, og beholde ham som et lys for nationen, arabismen, og hele folket.

Jeg så dem gå i gyderne, imens de nikker med hovedet i beundring og godkendelse af alt hvad hans eminence, imamen, siger. Så dem ryste på hovedet, gnide dem selv i hænderne, tage hånden til panden, imens de siger “i den nådige og barmhjertige guds navn”, mumlende og taler med høje stemmer, klør sig i armhulerne eller mellem deres lår, imens de ser sig omkring, forsigtige, aggressive, skeptiske, mistroiske i blikket, med en smule underdanighed.

Nogle gange vidste jeg ikke, hvorvidt min far var iblandt dem. Han lignede dem alle så meget, at jeg blev i tvivl om, hvem af dem var ham. Om jeg overhovedet havde en. En dag spurgte jeg min mor ind til min far. Hvordan kunne hun føde mig uden en mand? Så slog hun mig. Derefter kom hun med en fremmede kvinde, der havde en lille kniv eller et barberblad i hånden. Sammen skar de et stykke hud af mellem mine lår.

Hele natten græd jeg, og den næste morgen sendte min mor mig ikke i marken, som hun ellers plejede at gøre hver eneste dag. Plejede at bære noget gødning overhovedet, og tage hen til marken. Jeg foretrak at være ved marken, frem for at være i vores hus. Lege med gederne, se vandhjulet køre, svømme i kanalen med alle børnene. En lille dreng, han hed Muhammadin, plejede at nive mig under vandet, og følge efter mig ind i en af hytterne. Han fik mig til at lægge mig ned i halmen, fik mig til at løfte op i min galabya. Vi legede brud og brudgom. Jeg følte altid en intens nydelse et uidentificerbart sted i min krop. Jeg ville lukke øjnene, forsøge at finde dette sted, indtil det ville lykkes. Jeg indså, at jeg kendte til denne del af min krop, jeg havde rørt ved den før. Derefter ville vi lege igen, indtil solnedgang, hvor vi kunne høre hans fars stemme kalde på ham fra nabomarken. Jeg forsøgte altid at holde ham fast, men han løb fra mig, imens han lovede at komme tilbage dagen efter.

Min mor sendte mig ikke længere til marken. Inden solopgang ville hun puffe mig på skulderen så jeg vågnede, tage en tom sæk med sig som hun kunne fylde op. Derefter ville hun forlade huset. Når hun vendte tilbage, gik jeg igang med at feje op efter dyrene. Jeg stablede deres møj sammen, lod det bagefter tørre ude i solen. Dagene hvor der blev bagt brød var det mig som æltede dejen og bagte brødet.

Når jeg æltede sad jeg på hug, med dejen mellem mine ben. ّJeg æltede med ovnens gløder så tæt på mit ansigt, at de brændte spidserne af mit hår. Nogle gange gled min galabya ned fra mine ben, blottede mine lår. Jeg lagde aldrig mærke til det, før jeg så min onkels hånd bevæge sig langsomt bag bogen, han læste, for at røre ved mit ben. I en forsigtig, nervøs bevægelse, gled hånden langsomt længere op ad mit lår. Når lyden af skridt indfandt sig i entreén, trak han hånden til sig. Når der ikke var lyden af nogen i huset, når der kun kunne høres lyden af en pind som knækkede i gløderne, klemte han voldsomt fast om mine ben. Jeg så aldrig hen på hans ansigt. Jeg lyttede kun til hans konstante vejrtrækning bag bogen, i tvivl om han var vågen og pustede eller sov snorkende.

Han gjorde de samme ting ved mig som Muhammadin gjorde, og mere til. Men jeg mærkede ikke den samme skønne følelse, der kom fra det ukendte og alligevel kendte sted i min krop. Forgæves lukkede jeg mine øjne, prøvede at finde frem til den samme følelse. Men det var som om at stedet var tabt, eller at en del af mit væsen var forsvundet fra mig for altid.

Min onkel var mange år ældre end mig, og ikke ung. Han plejede at rejse alene til Cairo for at studere på Al-Azhar. Dengang var jeg bare et barn, der endnu ikke havde lært at skrive. Min onkel plejede at ligge en blyant mellem mine fingre, og fik mig til at skrive bogstaverne a, b, c, d, på en tavle. Nogle gang fik han mig til at gentage sætningen, “Alif er har intet på sig, ba’ har en prik under sig, jim har en prik i midten, der er intet på dal”. Han nikkede hovedet, mens han reciterede Ibn Maliks tusind vers digt, som om han læste højt fra koranen, og jeg ville nikke på samme måde med hovedet, og recitere efter ham.

Det blev lørdag, ferien sluttede, og min onkel tog af sted på et æsel. Jeg fulgte efter ham. Over mit hoved bar jeg en kurv fyldt med æg, ost, fatir. Oven på maden lå alle hans bøger og tøj. Jeg fulgte ham hele vejen til Delta togstationen. Under hele turen fortalte onkel mig om sit værelse, der lå forenden af Muhammed Ali gaden, tæt på citadellet. Han fortalte om Al-Azhar, Ataba-pladsen, sporvognene, og alle de mange mennesker i Cairo. Imens han svejede på æslet, sang han til mig med en sukkersød stemme:

Ude på havet forlod jeg jer ikke,

Inde på land forlod i mig.

Jeg solgte jer ikke for guld,

Men for halm solgte i mig.

Åh, min nat

Åh, mine øjne, åh.

Da min onkel steg på toget og sagde farvel, begyndte jeg at græde. Jeg spurgte ham, om ikke han ville tage mig med til Cairo.

“Hvad vil du lave i Cairo, Firdaus?” Spurgte onkel.

“Jeg vil studere på Al-Azhar, ligesom dig!”

Han grinte af mig.

“Det er kun mænd, der studerer på Al-Azhar”.

Grædende holdt jeg fat i onkels hånd imens toget begyndte at køre. Med alt den kraft han havde, trak han sin hånd til sig, så jeg faldt med ansigtet ned i jorden.

Med bøjet hoved gik jeg tilbage langs landevejen. Så ned på mine tæer og overvejede deres form. Imens spurgte jeg mig selv, hvem jeg egentlig var? Hvem var min far? Hvem er min mor? Skal jeg virkelig bruge resten af mit liv på at feje møjet under dyrene væk, bære gødning over hovedet, ælte og bage brød?

Da jeg gik ind i min fars hus, så jeg mig omkring. Det var som om, at det var første gang i mit liv, at jeg så væggene lavet af mudder. Jeg havde svært ved at forstå at jeg var født her. Det ville give mere mening, at jeg var faldet ned fra himlen, eller var hevet op fra jordens muld. Jeg kunne ikke være fra dette sted. Huset var ikke mit hus, min far var ikke min rigtige far og min mor kunne ikke være min mor. Var det min onkels snak om Cairo og alle dens beboer, der havde ændret mig? Var jeg virkelig min mors datter? Eller havde det bare mig, som havde ændret mig? ِEller er det min mor, som havde ændret sig, og blevet til en anden kvinde der lignede min mor, men ikke var min mor?

Jeg prøvede at minde mig selv om, hvordan min mor havde set ud første gang jeg så hende. Hun havde i hvert fald to øjne. Deres form kan jeg ikke huske. Men jeg husker, at hendes øjne fulgte mig. Selvom jeg forsvandt fra deres blik, så de mig, og fulgte mig, for i det tilfælde at jeg skulle snuble, imens jeg lærte at gå, ville de fange mig.

Jeg plejede at falde konstant, da jeg skulle lære at gå. En kraft bag mig ville skubbe mig i ryggen, så jeg ville falde forlæns, eller en kraft ville gøre sådan at jeg faldt baglæns. Jeg ville strække mine arme og ben, bruge alle mine kræfter, prøve at rejse mig. Men jeg blev ved med at falde, svejede på benene, men modstridende kræfter ville hive mig mod jorden, som en sten, der bliver kastet i et hav uden bund eller kyst. Bliver holdt oppe af vandets strøm, og trukket under havoverfladen af blæsten, så den både synker og flyder. Intet, der kan holde den fast mellem himmel og jord, udover de her to øjne. To øjne, som jeg holdt mig fast til af alle mine kræfter. Jeg husker virkelig ikke deres form. Om de var smalle eller brede, med eller uden øjenvipper. Alt hvad jeg husker, er to cirkler af intens hvidhed. Hver gang jeg så ind i dem, blev deres hvidhed mere intens, og det sorte i dem mere intens. Som om at de var fyldt med sollys, der kom til dem fra et magisk sted, hverken fra jorden eller fra himlen. For jorden var kulsort og natten uden sol eller måne på himlen.

Jeg vidste, at hun var min mor. Men hvordan jeg vidste det,, kan jeg ikke svare på. Jeg kravlede hen til hende, for at varme mig i hendes favn. Vores hus var koldt. Og om vinteren flyttede min far min pude og madras ind i husets koldeste rum, så han kunne få plads ved siden af ovnen. Jeg kunne aldrig varme mig hos min mor om vinteren, for hun lå og varmede min far. Om sommeren så jeg hende sidde ved hans fødder, imens hun med et krus i hånden vaskede hans fødder med koldt vand.

Da både jeg og mine hænder voksede sig lidt større, placerede min far kruset med koldt vand i mine hænder, og lærte mig hvordan man vaskede hans ben. Jeg var nu bedst egnet til min mors rolle. Hvor tog min mor hen? Jeg havde ingen anelse, men var der en anden kvinde i huset. Hun slog mig over fingrene og tog koppen fra mig. Min far fortalte mig, at hun var min mor. Hun lignede også min mor. Hendes ansigt, hendes djellaba og hendes bevægelser var som min mors. Og jeg var egentlig klar over, at det var min mor. Men når jeg så ind i hendes øjne, var det ikke de øjne der holdte mig oppe, da jeg plejede at falde. Det var ikke de to cirkler af intens hvidhed, med to intense sorte cirkler indeni. To cirkler hvis farver, der så snart jeg så ind i dem, blev mere og mere intense, som var de var fyldt med solens og månens lys.

Lyset virkede aldrig til at nå denne kvindes øjne, selv de dage, der var gennemstrømmet af solens klareste lys. En dag tog jeg fat i hendes ansigt med mine hænder, og vendte det mod solen. Men hendes øjne forblev slukkede, intet lys nåede dem. Om natten, når jeg var alene, græd jeg. Jeg græd med en dæmpet stemme, sådan at ingen af mine små brødre, der sov ved siden af mig, kunne høre det. Jeg havde, som stort set alle mennesker havde, brødre og søstre. De var som kyllinger, der om foråret voksede sig store, om vinteren frøs de og smed fjerene, og om sommeren får de diarre, deres kroppe nedbrydes og den ene efter den anden dør.

Når en af mine forældres døtre dør, spiser min far aftensmad som han plejer, min mor vasker hans ben som hun plejer. Derefter går min far i seng, som han ville gøre enhver anden nat. Når en af mine brødre dør, slår min far min mor, inden han spiser sin aftensmad og lægger sig til at sove. Uanset hvad der ville ske, spiser min far altid aftensmad inden han sover. Engang imellem, når der ikke er noget mad i huset, går vi alle sammen i seng uden aftensmad. Undtagen ham. Min mor plejede at gemme mad til ham inde i et lille hul i ovnen. Så ville han sidde for sig selv, imens vi så ham spise sin aftensmad. En gang trak jeg min hånd mod hans tallerken, men han slog mig over hånden.

Jeg var så sulten, at jeg ikke kunne græde. Jeg sad foran ham, så ham spise, imens mine øjne fulgte hans hånd, fra den landede på tallerknen, til den løftede sig og førte maden ind i hans mund. Hans mund var stor, så stor som munden på en kamel, med store brede kæber. Når han lukkede munden, gik overlæben over hans underlæbe, så det sagde en høj lyd, vi alle kunne høre. Man kunne høre hans tænder støde mod hinanden, når han tyggede maden og hans tunge, der bevægede sig i cirkler inde i munden. Fra tid til anden stak han tungen ud af munden, for at slikke noget mad til sig, som lå på hans læbe eller hage.

Så ville min mor komme med et glas vand til ham. Han drak det altid højlydt. Bøvsede efter at have drukket det, og lod luften sive ud af sin mund eller mave med en høj lyd. Så røg han på sin vandpibe, og indhyllede rummet omkring ham i en tæt røg, imens han hostede, pudsede næse. Efter han havde røget, ville han lægge piben fra sig og lægge sig ned. Et kort øjeblik efter bredte lyden af hans snorken sig til resten af huset.

Jeg vidste, at han ikke var min far. Jeg var klar over det, uden at nogen fortalte mig det eller lod mig vide det. Det var noget, jeg holdt hemmeligt for mig selv. Og hver gang min onkel kom på besøg i hans sommerferie, klamrede jeg mig til hans galabya, og spurgte ham om ikke han kunne tage mig med. Jeg var tættere på min onkel, end jeg var på min far. Han var ikke lige så gammel som min far, og han lod mig altid sidde ved hans side, gav mig lov til at kigge i hans bøger. Efter han havde lært mig alfabetet, og efter min fars død, sendte han mig i grundskole. Da min mor døde, tog han mig med til Cairo.